Sydtap

Sydtap – info
Sydtap er den sydligste spids på Helnæs. Der er ingen fredningsbælter/fredningszoner langs denne kystplads. Pladsen er en af de smukkeste på øen/halvøen og ofte god for en havørred eller to…
Kystpladsen er fuld af badekar og små, større og helt store sten. Der ud over er der både ålegræs og blæretangsbuske langs pladsen. Bunden er hård og fuld af glatte sten flere steder. Man kan fange havørreder hele vejen ud til tappen og derfra mod nord ad vestkysten.
Selve spidsen, samt lige før og efter er ofte den bedste del af strækningen, men resten af Sydtap kan også have rigtig gode dage.
Fiskearter og årstider
Havørreder: Man kan primært fange havørreder om foråret, sommeren igennem og om efteråret langs pladsen.
Hornfisk: Fra maj og ca. 2-3 måneder frem, kan der være en del hornfisk langs pladsen. Perioden svinger fra år til år.
Torsk: Sommeraftnerne byder nogle gange på udmærket torskefiskeri langs denne kystplads.
Agn til fiskearter ved Sydtap
Havørreder: Man kan både fange havørrederne med fluer, blink og kystwoblere. Men også fiskeri med bombardaflåd og fluer eller fjordrejer er effektivt.
Man kan bruge alle former for blink og kystwoblere til denne fremragende kystplads på Helnæs. Knægten, OGP Silling, Nemo – fra Scandic Lures, ABU Sölv Rull, Baronessen fra JK Paint, Savage Gear Sandeel, Otto Poulsen-wobleren, Tuwub, Snurrebassen, LT Seeker, Fladbukken, Westin D360 eller ABU Sölv Smakk. Alle er gode her…
Fluernes form er ikke vigtig på noget tidspunkt. Bare de er mere aflange end runde. Farven er til gengæld uhyre vigtig. Brug kobber, brun/sort, lyserød, grå, hvid/grøn, sølv/rød m.fl. Størrelsen finder man på dagen, ganske som man gør det med blinkene eller kystwoblerne.
Hornfisk: Hornfiskene hugger på det samme som bruges til havørrederne. Det er derfor ikke nødvendigt at bruge andet. På den måde udelukker man ikke nogen fangstmuligheder. En prop og et stykke sild eller brisling, kan også bruges til hornfiskene. En reje kan også sættes på krogen med stor effektivitet.
Torsk: Torskene hugger gerne på både blink, kystwoblere og fluer i aftenskumringen. Som fluefisker kan man med fordel bruge skumbiller når mørket falder på. De er både effektive til havørrederne og torskene her…
Tilgængelighed og parkering
Kystpladsen er ikke den nemmeste at vadefiske på og der skal gås et stykke for at komme til den fra parkeringspladsen. Man kan dog fiske hele vejen der ud.
Der er parkering tæt på vandet. Se hvor her: Parkering…
Gå til vandet og mod sydvest.
Knæk og bræk ved Sydtap.
Jari – Lystfiskeri Danmark
Læs også om en anden og mere tilgængelig fiskeplads på Helnæs her: Bobakkerne…